Aktiv indsats mod sommerfuglemyg i Helsinge
Gribskov Spildevand tager løbende prøver og følger væksten af sommerfuglemyggenes larver og pupper i slammineraliseringsanlægget i Helsinge. Men det tager kun få dage, fra myggene lægger æg, til de er på vingerne, og en sommer som i år har givet frygteligt gode vækstbetingelser for sommerfuglemyggene. Tørken i første del af juli, der blev efterfulgt af regn for igen at blive tørlagt, betød, at der kom sommerfuglemyg på naboernes terrasser.
En hurtig indsats har fået myggene under kontrol. Vi har netop taget prøver i slammineraliseringsanlægget, som viser, at antallet af larver og pupper er minimeret væsentligt.
Ny metode til bekæmpelse afsøges
Til bekæmpelse af sommerfuglemyggene har vi brugt det biologiske bekæmpelsesmiddel Gnatol, men vi er efterfølgende blevet gjort opmærksomme på, at den måde, vi bruger midlet på, ikke længere er tilladt uden godkendelse.
Vi har straks stoppet al brug af Gnatol og er pt. på udkig efter gode alternativer. Vi er i dialog med Miljøstyrelsen om alternative midler med en tilsvarende effektivitet, og vi er også i dialog med andre forsyningsselskaber for at høre deres erfaringer.
Giver myggene så dårlige vækstbetingelser som muligt
Vi sidder dog ikke på hænderne, imens vi leder efter nye effektive bekæmpelsesmidler. Vi prøver hele tiden at give myggene så dårlige vækstbetingelser som muligt og forsøger pt. med en ny måde at drive anlægget på.
Vi opdaterer løbende her på siden, når vi har nyt om vores bekæmpelse af sommerfuglemyg.